Parforholdet gennemgår forskellige udviklingsfaser, og særligt en af faserne er sårbar for parforholdet

Vejen mod samhørighed i parforholdet sker gennem accept fra begge parter -i forhold til forskelligheder og særlige karaktertræk.  

Som par vil I have fordel ved at se på jeres forskelligheder sammen, konstatere dem og forholde jer undersøgende i forhold til dem. 

[Billede 1] 

Mange parforhold forliser, når de er ovre forelskelsesfasen, og det er der en grund til. Det er nemlig her, at parret skal til at forene forskelligheder og særegenskaber hos begge parter. Hvor vi i forelskelsesfasen bilder os selv ind, at vi som par ligner hinanden rigtig meget, finder mange par ud af, at de har forelsket sig i deres modsætning. Det kan ofte være rigtig svært at leve med. 

Vejen frem mod samhørighed i parforholdet sker gennem accept af hinandens forskelligheder og særlige karaktertræk. Det er ikke en nem proces, og mange par kan have brug for at konsultere en parterapeut. Med viden om parforholdets forskellige udviklingsfaser kan parret dog nå et godt stykke vej selv. 

På samme måde som vi udvikler os individuelt og som mennesker gennemgår forskellige udviklingsfaser gennem livet, gennemgår parforholdet også forskellige udviklingsfaser. Særligt parforholdets kulturudviklingsfase, hvor parret skal finde fælles normer, regler og roller, er kritisk og sårbar. Det er også i denne fase, at langt de fleste brud sker. Mange brud kan undgås, hvis vi forstår hvilke mekanismer, der er på spil, og målrettet arbejder mod at undgå de forskellige fasers faldgruber. 

Parforholdets faser: ‘Forelskelsen’ 

Langt de fleste parforhold begynder med en forelskelsesfase, der kan vare lige fra få uger til adskillige måneder. Vi kender det alle og har stærke erindringer om, hvor hedt og fantastisk en forelskelse kan være. Nogle par bliver nærmest ligefrem ”momentan sindssyge”, hvilket blandt andet skyldes menneskets fabelagtige evne til at ændre virkeligheden og forsøge at skabe det, som vi virkelig gerne vil mærke.  

[Billede 2] 

Forelskelsen er kendetegnet ved særligt to vigtige faktorer. Den første faktor er, at vi bruger al vores energi på at vise de bedste sider af os selv, imens vi samtidig skjuler de mindre flatterende sider af os. Det samme gør vores partner, og dette giver i sig selv en rigtig god og livfuld energi i forholdet. Hvad der er en endnu vigtigere pointe er, at vi også bruger mange ressourcer på kun at ville se de bedste sider af vores partner. Da vores partner i forelskelsens rus har den samme tendens, er der grobund for en rigtig god sammensmeltning og en meget stærk virkelighedsfortrængning. Parret vil i denne fase fokusere på alt det, der virker, og gøre en masse dejlige ting sammen, samt gemme forskelligheder og uenigheder væk. Denne sammensmeltningskraft er enormt livfuld og stærk, og formålet er at udviske forskellighederne, smelte helt ind i hinanden og dermed skabe grobund for en gensidig tillidsfuld og tryg relation. 

Læs også: Fem gode råd, der får parret helskindet gennem sommeren 

Når forelskelsen brydes, og det bliver hverdag, opstår der ofte problemer. Forelskelsen har oftest vanskeligheder her, fordi den ene af parterne opdager, at den anden part også har en bagside. I nogle tilfælde sker det i en rolig og blid overgang, hvor parret langsomt vender tilbage til virkeligheden. I andre tilfælde sker det pludseligt og brat, ofte på grund af en eller anden konflikt parterne i mellem, eller fordi den ene part overfor andre viser sider, der før var skjulte.  

Det er her, at man kan ringe en ven eller veninde op og fortælle om sin oplevelse, og pludselig blive mødt med: “Nå, okay. Har du først opdaget det nu? Det opdagede jeg, da jeg havde kendt din partner i en time!” Ja, den kan være svær at sluge, men ikke desto mindre har mange oplevet det. 

[Billede 3] 

Nogle par fortsætter med at lege forelskede og lader som om ingenting er hændt, hvor der arbejdes på at blive ved med at udviske forskellighederne i en slags ”pseudoforelskelse”. Her kan par leve sammen i årevis, men det er usundt, da det minimum sker på den ene af parternes bekostning. I pseudoforelskelsen forsøger vi nemlig at ensrette hinanden og udviske forskellighederne for at undgå konflikter. Da vi som udgangspunkt ikke er ens, er der altså minimum en af parterne som må kapitulere, ændre sig selv og underlægge sig den anden. Udadtil kan et sådan forhold ligne det perfekte forhold, men det er kun lige indtil, der kradses lidt i overfladen. Parret vil typisk ikke udvikle sig, og langsomt men sikkert vil energien drænes parterne imellem. Energien kanaliseres udenom parforholdet og hen mod arbejde, fritidsinteresser eller børn. 

Parforholdets faser: ‘Kulturudviklingsfasen’ 

Andre par erkender og kigger på hinandens forskelligheder, og arbejder videre med det. Det er her, det ofte bliver rigtig svært. I denne fase, som er en slags kulturudviklingsfase, opdager parret ofte, at de har forelsket sig i hinandens modsætninger. Parret opdager med andre ord, hvor forskellige de er. Den indadvendte mand, der går med alle sine problemer for sig selv og løser sine problemer selv, opdager nu den udadvendte kvinde, som gladelig taler og deler ud af sine oplevelser og problemer. Manden opdager nu, at det han i forelskelsen synes var så fantastisk og livgivende, nu i virkeligheden er en uudviklet side af ham selv, som han har spejlet i hende. Omvendt begynder kvinden, der var så fascineret og betaget af mandens ro og selvbeherskelse at køre på ham og jage ham og trænge ham op i en krog for at lukke ham op, så hun kan få lidt mere liv ud af ham. Hun opdager på samme måde, at hun også har forelsket sig i noget i ham, som hun gerne vil have mere af selv. Denne opdagelse hos parret gør, at mange par begynder at fokusere på hinandens forskelligheder. Hvis parret ikke kan nå til en eller anden form for gensidig accept af hinanden, ophører samlivet ofte her. 

[Billede 4] 

Kunsten er at lære at acceptere hinandens forskelligheder i stedet for at pege på hinandens mønstre og gode/dårlige vaner. Den klassiske historie handler om kvinden, der vil have, at manden skal slå toiletbrættet ned. Hun bruger enorm megen tid og energi på at forklare ham det og irriterer sig over det, uden at hun forholder sig til, hvordan det kan være, at det er så vigtigt. Manden på den anden side bliver måske irriteret over hele tiden at blive rettet på og laver sin stille protest, ved ustandseligt at huske ikke at slå toiletbrættet ned.  Det er naturligvis kun et enkelt eksempel på nogle af hverdagens utallige trivialiteter, der naturligvis lige så ofte har et kønsmæssigt modsat fortegn. I den mere alvorlige ende af spektret er det her, hvor parret eksempelvis skændes om børneopdragelsen eller ustandseligt kritiserer hinanden. Manden, der hele tiden irriteres over kvinden, der i hans øjne er for blødsøden overfor børnene, og ustandseligt hidser sig op over hende. Hun på den anden side mener, at hun drager almindelig omsorg for børnene, og at det er ham, der er alt for hård. Her er der fare for, at parret undertrykker hinanden ved at gøre hinanden godt og grundigt forkerte. 

Vejen frem mod samhørighed i parforholdet sker gennem accept af hinandens forskelligheder og særlige karaktertræk. Dette gøres ved at kigge på de forskellige træk, konstatere dem og forholde sig undersøgende til dem. Der kan snakkes om forskellighederne, så man på sigt kan komplementere hinanden, i stedet for at polarisere hinanden. Her kan parret nemlig hver især hele deres uudviklede sider, og parrets børn kan her få glæde af, og identificere sig med far og mors særegenskaber og forskelligheder. Den udvikling er overordentlig vigtig for børns identitetsudvikling og dannelse. Her opererer det modne parforhold, der udvikler en samhørighed som skaber udvikling og livsglæde. 

[Billede 5] 

Forelskelsesfasen er helt central og fantastisk vigtig i ethvert parforhold. Efter forelskelsen bevæger parret sig ind i kulturudviklingsfasen, hvor vi ofte opdager, at vi har forelsket os i hinandens modsætning. Ved en fælles accept af hinandens forskelligheder, kan parret opnå ægte samhørighed.