Vi bygger lidt videre på den fysiske sundhed – Her kommer en ny artikel om fysisk intelligens

Hvad er fysisk intelligens? (FQ)

Hvad er fysisk intelligens egentlig for en størrelse, og hvad er kendetegnene egentlig på en balanceret fysisk intelligens? 

Fysisk intelligens(FQ) handler om evnen til at være i kontakt med og lytte til sin krop, mærke kropssansninger og mavefornemmelser, samt evnen til at udnytte kroppens funktioner bedst muligt.

God fysiologi med fokus på sunde kostvaner, hvile og motion, giver et godt og sundt fundament for hele organismen, så den fungerer bedst muligt. Det er dog blot den ene del af en balanceret fysisk intelligens. Lige så vigtigt er din evne til at mærke din krop og de signaler din krop sender til dig, om din indre fysiske balance. 

FQ afspejler, hvad du ved om din egen krop, hvordan du mærker den, og hvordan du tager dig af den. Din krop giver dig konstant signaler:  

  • Lytter du til signalerne eller ignorerer du dem?  
  • Spiser du energi-givende eller energi-drænende mad?  
  • Får du nok hvile?  
  • Motionerer du og tager dig af din krop?  

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på balanceret fysisk intelligens?  

En balanceret fysisk intelligens er en forudsætning for, at vi kan mærke vores krop og tage de kropssignaler alvorligt, som kroppen sender til os på baggrund af vores helbred og mentale tilstand. Når vi på forskellig vis er ude af balance, sender vores krop altid signaler til os om ubalancen. Hvis vi eksempelvis ikke er vant til, eller hvis vi ikke er opdraget til at mærke efter på kropssansninger og følelser, mærker vi heller ikke, når de røde alarmklokker ringer. Andre almindelige problematikker kan være, at vi rent faktisk mærker ubalancen, men ignorerer den, fordi vi enten ikke ved, hvad vi skal stille op med det, vi mærker, eller fordi andre behov er vigtigere. Mange glemmer i løbet af en dag at spise eller opdager ikke, når de er overloadede. Kroppen kan således i lang tid have givet tegn på sult, eller du har måske i rigtig lang tid lavet overspringshandlinger i stedet for at holde en pause. Den pause, som du fandt unødvendig,  kunne du have brugt til at stille din sult, regulere dit blodsukker og givet din hjerne en tiltrængt pause, så du igen kunne arbejde godt og effektivt.  

Kendetegn på en balanceret FQ kan bl.a. være: 

  1. God kontakt til din krop, herunder kropssansninger og følelser. 
  1. Din krop fungerer godt, er energifuld og har ingen særlige skavanker 
  1. Balanceret kraft og karisma tiltaler og tiltrækker andre mennesker 
  1. God kontakt til BT+IQ+EQ+MQ (De øvrige intelligenser) 

FQ påvirker dit stressniveau, fordi det influerer på dine følelser, tanker, selvtillid, sindstilstand og dit energiniveau. Der findes også for meget fokus på FQ. For kraftigt fokus på fysisk intelligens ser vi hos mange ekstremsportsudøvere, eller folk der går op i deres krop, velvære og udseende i en grad, at det markant rykker ved deres balance i livet. Hvis sportsudøveren har for meget fokus på at yde og blive stærkere, er der risiko for mindre fokus på restitution, samt overtræning og skader. Mange mennesker bruger træningen til at flygte eller til at ventilere hverdagsproblemerne, og skaber i stedet velvære i kroppen via træningen. Men dette bliver en form for symptombehandling for nogle, hvis de bagvedliggende problemer ikke samtidig bliver løst. Andre bliver afhængige af træning, eller går så meget op i deres ydre, at de mister orienteringen i forhold til andre mennesker eller til andre aspekter i livet. 
 

Lyt med her om de øvrige intelligenser: BT+IQ+EQ+MQ

 
Kendetegn på for kraftigt fokus på FQ kan bl.a. være: 

  1. Det fysiske super human der er veltrænet, men som bruger træningen til at lukke ned for kropssansninger – Kroppen bruges som instrument 
  1. Billedligt talt stor krop, lille hoved 
  1. Stort ydre kropsligt fokus – manglende kontakt til kropssansninger og følelser 
  1. For meget kraft og ubalanceret karisma, der afskrækker andre mennesker og skaber angst 
  1. Trænings- og spiseforstyrrelser 

Mange mennesker har, i den anden ende af spektret, for lidt fokus på deres FQ, hvilket resulterer i, at kroppen ikke servicerer dem særlig godt. Det resulterer ofte i forskellige fysiske skavanker, samt problemer med at opretholde eget energiniveau. Årsagerne kan være mange, men mange stressede mennesker mener ikke, at de har tid til passe deres krop ordentligt, hvilket er en dårlig og meget kortsigtet strategi. Det kan være dårlig kost, for lidt motion, overvægt, manglende søvn, etc.. Alt sammen noget, der begrænser vores funktionsniveau og livskvalitet.  
 
Kendetegn på manglende fokus på FQ kan bl.a. være: 

  1. Underspændthed 
  1. Over- eller undervægt 
  1. Manglende kontakt til kropssansninger og følelser 
  1. Ingen kraft og karisma 
  1. Manglende evne til at lytte til budskaber fra din krop. 
  1. Manglende søvn 
  1. Usund kost 
     

Hvorfor er det så vanskeligt for mange mennesker at balancere deres FQ? 

Den mest almindelige årsag er, at andre ting umiddelbart i nuet står højere i behovshierarkiet. Det er også almindeligt kendt, at vores mentale intelligens på mange måder valideres langt højere end de øvrige intelligenser, hvilket gør, at vi ikke giver de øvrige intelligenser- heriblandt den fysiske intelligens -den samme opmærksomhed.  

Mange forbinder også en udviklet intelligens med hård fysisk træning eller god form, men glemmer, at fysisk intelligens også handler om at mærke, hvornår kroppen har behov for hvile og restitution.  

Den fysiske superhuman eller lederen, der, ud over et ansvarsfuldt job, også kaster sig ud i maraton eller en ironman, får ikke nødvendigvis altid lyttet til sin krop og sine behov. Behovet for at være noget, være dygtig eller lignende, er ofte behov, der gør, at vi på kort sigt kan lave flotte fysiske præstationer, men kan samtidig også være grunden til, at folk på længere sigt går ned med stress.  

Fysisk styrke er ikke lig med en høj FQ, ligesom det heller ikke er smart at lægge motionen fuldstændig på hylden. Lær at lytte til dine egne signaler, og ager derefter.  

Scroll to Top