Hvad er diagnoser?
Der findes flere hundrede psykiatriske diagnoser.
I Danmark bruges WHOs diagnosesystem ICD-10 til at diagnosticere psykiatriske diagnoser, som omfatter psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.
Det er vigtigt at understrege, at det for alle diagnoser gælder, at der er gradsforskelle i diagnoserne og at diagnosen er et øjebliksbillede, forstået på den måde, at man kun i særlige tilfælde altid er angst eller altid er deprimeret.
Hvad er depression?
Depression er en af de mest almindelige psykiske sygdomme, og en foruroligende stor del af os vil på et tidspunkt i livet opleve symptomer på depression.
Når man har en depression, er man nedtrykt og træt og mangler sin sædvanlige energi og drivkraft. Uden man nødvendigvis kan pege på en årsag. Livet kan virke tungt og uoverkommeligt, og man kan mangle overskud til at klare hverdagen. Man kan have svært ved at koncentrere sig og have svært ved at huske. Tankerne er negative og pessimistiske, og man kan føle, at man ikke har noget at tilbyde andre. Mange ved ikke, hvornår de depressive tanker begyndte. Og nogle tænker, taler og bevæger sig langsommere end normalt.
Symptomer på depression
Symptomer på depression kan man have i forskellige grader, alt efter hvor hårdt og hvor længe man har været ramt.
Symptomer eller typiske tegn på depression kan være:
-
- Man føler sig trist, nedtrykt og træt.
-
- Alting føles håbløst og meningsløst, og man mangler sin sædvanlige energi og interesse for de ting, man plejer at gå op i.
-
- Man føler, at man ikke slår til, og er overvældet af negative tanker om, at man ingenting kan, og at man er uden betydning.
-
- Man isolerer sig og bryder sig ikke om at møde andre.
-
- Man bebrejder sig selv og føler skyld over at have det, som man har det.
-
- Man har svært ved at koncentrere sig og kan ikke samle sig om noget.
-
- Man har en indre uro og er rastløs, eller alting går langsomt, og man er hæmmet i at tænke, tale eller bevæge sig.
-
- Man har svært ved at sove, og man vågner ofte eller tidligt om morgenen, – eller man sover for meget.
-
- Man har enten stærkt nedsat eller overdrevet appetit.
- Man har måske tanker om selvmord.

Let depression
Ved let depression, er man som regel i stand til at have en normal hverdag med arbejde og fritidsaktiviteter, men med nedsat livskvalitet. Men den føles ikke let men pinefuld for den, der er ramt. Ofte går al energien til jobbet, hvor der så ikke er energi til noget derhjemme.
Let depression – Hvordan kan jeg have det?
”Jeg har mindre energi og travlt med at nå det hele. Jeg bruger al min energi på at holde sammen på mig selv og klare mit arbejde. Jeg er meget mindre nærværende i forhold til mine omgivelser, end jeg plejer, da jeg ikke har lyst, energi og overskud.
Jeg tænker for meget på mit arbejde, og nære relationer er ind i mellem forstyrrende. Min lunte er begyndt at være kortere, og mine omgivelser er begyndt at reagere på mit dårlige humør. Når jeg kører hjem fra arbejde, håber jeg ikke familien er hjemme, så jeg kan få lidt ro.
Jeg får motioneret for lidt, og jeg spiser for meget junkfood, hvilket gør, at jeg også har taget på i vægt”.
Moderat depression
Deprimerede med moderat depression har typisk svært ved at fungere på arbejdet, i familien og i fritiden. Ved moderat depression har man flere symptomer end ved let depression. Mange har problemer med at sove og vil have afbrudt nattesøvn og/eller vågne meget tidligt.
Hvordan kan jeg have det?
”Jeg er i rigtig dårligt humør, og jeg sover rigtig skidt om natten. Jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg kommer ud af denne negative spiral, da jeg ingen energi har og har mistet lysten til stort set alt.
Nu er det også begyndt at sætte sit alvorlige præg på mit arbejde, hvor jeg ikke længere har det samme overblik og ofte har problemer med at huske og lave de vanskeligere opgaver. Jeg har en virkelig dårlig kontakt til mine kollegaer, familien, der er begyndt at irritere mig voldsomt, – og jeg irriterer dem. Jeg har mistet lysten til intimitet og sex, og jeg er helt holdt op med at træne. Jeg spiser fortsat for usundt og drikker for meget alkohol. Jeg har svært ved at få ro og er ofte rastløs, hvilket gør, at jeg er nødt til at holde mig i gang hele tiden”.
Svær depression
Har man en svær depression, kan man ikke få hverdagen til at fungere, hverken på arbejdet, i fritiden eller i familien. Man har mange symptomer og måske tanker om selvmord. Ved svære depressioner opstår der sommetider psykotiske symptomer. Det kan være i form af vrangforestillinger eller hallucinationer. En vrangforestilling kan f.eks. være en forestilling om, at man er skyld i en ulykke. En hallucination kan være, at man hører stemmer, der opfordrer til selvmord eller til at gøre bestemte ting.
Svær depression – hvordan kan jeg have det?
”Det går den forkerte vej, og i flere måneder har jeg ligget i min seng med gardinerne rullet for.
Jeg er havnet i et stort sort hul, og jeg kan ikke finde ud af at komme op igen. Jeg føler mig nytteløs, ked af det, trist, magtesløs, fejltolket, og jeg føler til tider, at livet ikke er værd at leve.
Jeg går rundt med en konstant negativ følelse i maven, og der skal ingenting til at slå mig ud eller gøre mig ked af det. Det værste af det hele er: Jeg ved ikke hvorfor, jeg har det sådan, jeg er bare ked af det. Der er ingen grund. Det kan være små ting som et bestemt ord, et skænderi eller et blik fra en fremmed, som kan udløse en gråd, der kan blive ved i flere timer, hvor min kæreste oftest magtesløs må holde om mig og prøve at trøste mig, indtil jeg er færdig – lige indtil den næste bombe sprænger”.
Vinterdepression
En vinterdepression er kendetegnet ved udtalt træthed og mangel på energi. Nogle bliver også triste, mens håbløshed og selvmordstanker er mere udtalte ved en “almindelig” depression. De fleste med vinterdepressioner får også øget appetit og lyst til søde sager og tager på i vægt. Mange har brug for ekstra søvn.
Fødselsdepression
En fødselsdepression er en depression udløst i forbindelse med graviditet, fødsel eller de første måneder med et spædbarn. Symptomerne kan være lette, moderate eller svære. Der kan være store individuelle forskelle på, hvordan en fødselsdepression opleves, men fælles er, at symptomerne ligner en depression og knytter sig til forældreskabet.
Vi håber, du har fået et overblik over, hvad depression er og et nuanceret billede af de gradsforskelle, der kan være.
For alle psykiske sygdomme gælder det, at tidlig hjælp og behandling giver bedre forløb. Hvis du genkender nogle symptomer hos dig selv eller dine nærmeste, er det derfor vigtigt at opsøge lægen eller få anden hjælp så hurtigt som muligt.
Efterreflektion
Vi anbefaler at du lige bruger 5 minutter på spørgsmålene nedenfor.
Øvelsen kan hjælpe dig til at forholde dig til og integrere det læste stof, og støtte dig i at få handlet på de ting der er vigtige for dig:
- Hvilke 2-3 pointer i artiklen har givet mening eller resoneret mest hos dig?
- Nedenfor har vi listet 5 punkter, som du kan arbejde med i den kommende uge:
-
- Hvad vil jeg konkret gøre?
-
- Hvordan vil jeg gøre det?
-
- Hvem involverer det?
-
- Hvornår vil jeg gøre det?
-
- Hvornår evaluerer jeg på hvordan det er gået?
Vi håber du fandt og fik den inspiration du søgte og hvis du mod forventning ikke gjorde det, er vores chat- og telefonrådgivning åben. Her vil vores dygtige personale gøre hvad de kan for at hjælpe dig med at løse de udfordringer du måtte have.
Besøg vores nye hjemmeside humanperformance.dk og få lidt inspiration til hvordan vi arbejder med Mental-, fysisk og social sundhed i virksomheder.