5 gode råd til dig og din lever, så du ikke stresser din krop alt for meget i julen

Her får du en af vores juleartikler, som du normalt vil kunne tilgå gennem vores portal. Rigtig god fornøjelse, og glædelig jul!

Julen kan være en hård tid for din krop, da mange mennesker både drikker og spiser mere, end de plejer.

Nylige undersøgelser viser, at de fleste menneskers vægtforøgelse sker i december måned. Det betyder for mange mennesker, at de tager 2-3 kilo på, som de enten kæmper med at tabe, eller slet ikke får tabt i de resterende 11 måneder af året.

Nogle simple huskeregler og gode vaner kan hjælpe dig igennem julemåneden, uden at du behøver at leve i ren askese: 

Hold pauser 

Dette gælder særligt for alkohols skadelige virkninger på leveren. Leveren er nemlig det eneste organ i kroppen, som kan gendanne sig selv, eksempelvis hvis en del af den fjernes under en operation. På dén måde kan man kalde den for kroppens egen superhelt. Det betyder, at de leverceller, som ødelægges på grund af fedtleverbetændelse, kan vokse frem igen som raske leverceller, hvis de bare får ro. Det kræver tre til seks måneder for leveren at komme sig helt efter en fedtleverbetændelse, men bare seks dages pause kan fjerne 12 procent af det overskydende fedt. 

Giv leveren hyppige fridage fra alkohol og for meget sukker i løbet af december, så den kan nå at komme sig en lille smule. Dermed står du og dit leverhelbred bedre, når januar kommer. 

Husk at tygge maden 

Mange kommer til at overspise ved det store tag-selv-bord. Ved at tygge maden øges mæthedsfornemmelsen. Man kan også med fordel spise en portion grøntsagsfibre, eksempelvis en god rødkålssalat. Fibrene mætter, og så er de meget mindre næringsrige end den øvrige julemad. 

Drik vand  

Hvis du skifter hver anden juleøl ud med et glas vand, drikker du mindre, men du modvirker også den dehydrering, som alkohol kan udløse. Og tømmermændene har det med at være væsentligt mindre dagen derpå. 

Dyrk motion 

Motion er ikke kun godt til at få decembers ekstra fedt væk fra sidebenene. 

Fysisk aktivitet holder gang i tarmene, så du ikke får forstoppelse. Derudover appetitregulerer motion, så du ikke spiser mere, end hvad du har brug for, og endelig styrkes musklernes og leverens insulinfølsomhed, så din krop er mere parat til at stå imod julens søde sager. 

Spis dig 80% mæt 

Ingen af os har særligt godt af at spise for meget, og kroppen stresses rent faktisk af overspisning. Hold pauser undervejs ved julefrokosten og sørg for kun at spise dig 80% mæt, det vil du helt sikkert også få mere energi af dagen efter. 

Efterreflektion

 

Vi anbefaler at du lige bruger 5 minutter på spørgsmålene nedenfor.

Øvelsen kan hjælpe dig til at forholde dig til og integrere det læste stof, og støtte dig i at få handlet på de ting der er vigtige for dig:

    1. Hvilke 2-3 pointer i artiklen har givet mening eller resoneret mest hos dig?
    1. Nedenfor har vi listet 5 punkter, som du kan arbejde med i den kommende uge:

        • Hvad vil jeg konkret gøre?

        • Hvordan vil jeg gøre det?

        • Hvem involverer det?

        • Hvornår vil jeg gøre det?

        • Hvornår evaluerer jeg på hvordan det er gået?

      Vi håber du fandt og fik den inspiration du søgte og hvis du mod forventning ikke gjorde det, er vores chat- og telefonrådgivning åben. Her vil vores dygtige personale gøre hvad de kan for at hjælpe dig med at løse de udfordringer du måtte have.

       

      Besøg vores nye hjemmeside humanperformance.dk og få lidt inspiration til hvordan vi arbejder med Mental-, fysisk og social sundhed i virksomheder.

       

      Scroll to Top