Denne artikel  handler om, hvorfor vores værdisæt er vigtigt i forhold til at skabe den balance i livet, der gør, at vi får den bedst mulige livskvalitet, opnår bedre balance i hverdagen og undgår stress.

 

Værdier er kulturelt og/eller familiebestemte opfattelser af, hvad der er værdifuldt og ønskværdigt, og hvad der ikke er det. Det man sætter højt og vil leve og arbejde for. Værdigrundlag er også det menneske- og samfundssyn, den livsfilosofi du har, og som kommer til udtryk i dit private liv.

Det kan eksempelvis være familiesammenhold, personlig frihed, tillid og tryghed. I det professionelle liv afspejles værdierne i, hvordan der arbejdes med målsætninger og processer, og det handler om, hvordan man når sine målsætninger; det kan være forholdet mellem ledelse og medarbejdere, og medarbejdere imellem på arbejdspladsen. Professionelle værdier kan eksempelvis være succes, ambitionsniveau, pligtopfyldelse m.m.

Der findes rigtig mange mennesker, som ikke har et klart defineret værdigrundlag, hvilket gør, at de ofte bliver søgende eller mangler pejlemærker i livet. Det er også ret almindeligt, at vi har nogle klart definerede værdier, som vi er vokset op med, men også at de ikke er korrigeret og realitetstestet igennem livet.

Et eksempel på det kan være den pligtopfyldende kvinde eller mand, der har lært hjemmefra, at det er vigtigt at løse sine opgaver til punkt og prikke. Vedkommende mangler måske glæde og kvalitet i livet, fordi han/hun ikke rigtig forholder sig til, om der mon kan være forskel på opgaver eller om det mon også nogle gange kan være godt ikke at være så pligtopfyldende, da livet ellers risikerer at blive en sur pligt.

Det er også meget almindeligt at være målrettet og hårdtarbejdende. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men det bliver et problem for mange mennesker, hvis de synes, at de skal være hårdtarbejdende og målrettede i alle livets aspekter. Den unge ”12-talspige” er et godt eksempel på det, og mange af disse unge piger lever desværre et liv med store problemer i forhold til stress og trivsel.

Nogle mennesker kan godt blive ekstreme eller måske ligefrem fanatiske i forhold til deres værdier. Idealisme kan eksempelvis både have mange positive og negative aspekter. Ideologer har ofte kant og fremdrift og kan i visse tilfælde skabe proaktivitet, debat og perspektiv, men det kan også tippe over i det ekstreme med risiko for isolation, reaktivitet og rigiditet, hvor vores værdisæt bliver en spændetrøje for os selv og vores omgivelser.

Balance er nøgleordet. Det handler om, at vi lever i overensstemmelse med hele vores værdisæt og ikke kun nogle få aspekter af det. Det handler om dialog med omverdenen for at få spejling og perspektiv.

 

Eksempler på værdier, der relaterer til det personlige, men som også kan spejles ind i det private og arbejdslivet, kan være:

 

Autenticitet, balance, kærlighed, proaktivitet og udvikling, ansvarsfuldhed, kreativitet, anerkendelse og værdsættelse, forandringsparathed, loyalitet, tillid og tryghed, nærvær/nærhed, samhørighed, meningsfuldhed, spiritualitet, stabilitet, hjælpsomhed, gavmildhed, venlighed, taknemmelighed, nysgerrighed, positivitet, respektfuldhed, glæde og lykke, sundhed, klogskab, ro, ambitionsniveau, integritet, ordentlighed, udfordringer, eventyrlyst, succes, styrke, ærlighed, rationalitet, pligtopfyldenhed, seriøsitet, afslappethed, velbehag, dedikation, passion, medmenneskeligt ansvar og gavmildhed.

Artiklen i sin fulde længde som du kan læse her, giver flere eksempler på hvad professionelle og samfundsrelaterede værdier er, samt gode råd til hvordan du selv finder frem til dit personlige værdisæt.

 

Scroll to Top